Savanneterrariet
Krybdyr-Savanneterrariet1
Leopardgekkoen egner sig fint til savanneterrariet
Vælg et terrarium med en stor grundflade. Størrelsen afhænger naturligvis af antallet af dyr, du ønsker at holde. Nederst anbringes varmekabler eller varmemåtter. Herover kommer bundlaget, som kan bestå af en let fugtig tørve-strøelse blandet med sand. Øverst kan du efter behag anbringe små flade klippestykker, sten, træstykker, korkbark og lidt visne blade. Sidstnævnte er fine som skjul for dyrene.
Terrariet bør deles op i et tørt og et fugtigt område. Det er vigtigt, at der er masser af bundplads, da dyrene ikke er trælevende. Ved hjælp af de tekniske installationer er det muligt at lave en klimatisk årstidsvariation, så du kommer tæt på årstidsvariationen i den naturlige biotop.
Varmen i terrariet bør i regntiden være 28 - 32 grader om sommeren om dagen og 22 - 25 grader om natten. Temperaturen skal måles i bunden. I tørketiden (december - februar) skal temperaturen være 22 - 25 grader om dagen og 16 - 18 grader om natten.
Det er nødvendigt med et tænd/slukur for at sikre optimale forhold. Lyset sikres ved hjælp af varmelamper og lysstofrør. Belysningslængden er igen afhængig af sæsonen. I regntiden oplyses terrariet i 12 - 14 timer, mens det i tørketiden kun skal være tændt i 6 - 8 timer.
Dyrene kan eksempelvis være flere arter af gekkoer, grøn anole, brun anole og tejuer.