Stil et spørgsmål
HundeVi samarbejder med de bedste kenneler KatteEget opdræt af siameser og burmeser GnavereVores Gnavere har de bedste vilkår FugleKom og se kæmpestore voliere KrybdyrStort udvalg af forskellige gekkoer

Den daglige pleje

I det daglige stiller din kat ikke store krav. Korthårskattene klarer selv pelsplejen, men langhårskattene behøver en hjælpende hånd Alle har dog de samme behov for tryghed og en næringsrig kost. Her har du en kortfattet beskrivelse af din kats krav.

Pelspleje
Har du en kat med lang pels, er daglig pelspleje nødvendig. Har du en korthårskat, er det alligevel god vane at børste pelsen igennem nogle gange om ugen for at forhindre, at den slikker alt for mange løse hår i sig, når den vasker sig. Brug gerne en naturbørste.

Vask
Det kan blive nødvendigt at vaske katten, hvis den får lopper, skal på udstilling eller hvis pelsen er meget snavset. Det er ikke sjovt at vaske en kat, der ikke er vant til det. Derfor er det vigtigt, at du vænner den til det, lige fra den er killing. Køb en speciel katteshampoo, og pas på, at vandet ikke er for varmt, det skal være "håndvarmt". Pas også på, at katten ikke får vand i ansigtet. Du vasker katten med en fugtig vaskeklud i hovedet. Ros den meget, mens du vasker den. Når I er færdige, pakkes katten ind i et stort forvarmet håndklæde. Stil den på et bord, når pelsen skal redes ud. Brug en bredtandet kam eller fingrene. En let fugtig pels kan godt tørre af sig selv, hvis I er i et varmt værelse, men med en føntørrer går det hurtigere.

Øjne
Fjern snavs ved øjnene med en fugtig blød klud eller en tot vat. Rens i retningen ind mod næseroden. Ved megen flod fra øjnene skal dyrlægen kontaktes.

Ører
Rens ørerne for løst snavs med en fugtig tot vat - aldrig vatpinde. Ved klumper i ørerne bør dyrlægen kontaktes.

Kløer
Har du din kat indendørs, er det nødvendigt at klippe kløerne. Tryk med fingrene på potens trædepude. Klip kun den yderste spids af, og pas på, at du ikke rammer blodåren. Du kan tydeligt se, hvor blodåren går til. Brug en almindelig negleklipper (tre-i-en) eller en speciel klosaks.

reklame