Regnskovsterrariet
Krybdyr-Regnskovsterrariet1
Brun hjelmbasilisk er en af de arter man kan sætte i sit regnskovsterrarium
En efterligning af regnskovens miljø i terrariet giver masser af muligheder for kreativ udfoldelse. Vælg gerne et stort terrarium, hvor der er plads til at opbygge en høj bagvæg, som kan dækkes med klatrende planter. I bunden kan der være et lille bassin, da mange af regnskovens øgler holder af at bade.
Den naturlige konsekvens kan også være at tage skridtet fuldt ud og indrette regnskovsmiljøet i et akvaterrarie. Akvaterrariet er en krydsning mellem akvariet og terrariet. Det består af en undervandsdel, som indrettes som ethvert andet akvarium; og en overvandsdel, der indrettes som et fugtigt terrarium. Forbilledet kan være en flodbred, hvor trærødder og planter hænger ud over vandet. Bunden dækkes af sphagnum blandet med sand. I den "tørre" landdel kan blade fra løvtræer anvendes. Træstammer og trærødder sættes på strategiske steder. De skal naturligvis fungere som klatretræer, og placeringen af de enkelte stammer og grene bør være udtænkt, således at de danner "vej" til foderbrættet i toppen af terrariet.
Planter er vigtige. Som bundplanter kan anbefales mange Ficus-arter (hængefigen, birkfigen og gummitræ), Philodendron og Rhaphidophora (Guldranker). Også epifytiske planter (planter der gror på andre træer) kan med fordel anvendes. Det kan være fugleredebregne, flamme-sværd, præstehavre og forskellige orchideer. Epifytterne fastgøres med tråd eller sphagnum.
Lufttemperaturen i regnskovsterrariet bør, afhængig af hvilke dyr du vælger, være mellem 25 og 35 grader om dagen; om natten 20-22 grader. Temperaturen kan leveres af et varmekabel, en strålevarmepære, eller i akvaterrariet af en dyppevarmer. Begge typer er termostatstyrede. Luftfugtigheden bør ligge mellem 60 og 90%, men luften må ikke være stillestående. Der kræves en konstant luftcirkulation fra top til bund. Toppen bør bestå af halvt glas og halvt net. Herved skabes der muligheder for luftudskiftning i terrariet. Der kan desuden være udluftning i såvel sider som bagvæg.
Brug kun de lamper dyrehandleren anbefaler. Ikke alle lyskilder er lige velegnede til regnskovsterrariets fugtige miljø. Lamperne leverer, udover lys, også varme.
Anbefalelsesværdige dyr kan eksempelvis være grøn leguan, grøn hjelmbasilisk, brun hjelmbasilisk samt anoler og agamer.